06/05/2026 0 Kommentarer
Mød vores nye præst Ida Dige Marqvorsen
Mød vores nye præst Ida Dige Marqvorsen
# Nyheder

Mød vores nye præst Ida Dige Marqvorsen
Vores nye præst i Hammel, Voldby og Lading Pastorat hedder Ida Dige Marqvorsen og du kan møde hende til:
- Ordination i Aarhus Domkirke torsdag d. 28. maj kl. 17.00
- Indsættelsesgudstjenester søndag d. 14. juni:
- Kl. 9.30 i Voldby Kirke
- Kl. 11.00 i Hammel Kirke
- Kl. 13.00 i Lading Kirke
- Velkomstreception søndag d. 14. juni
- Kl. 14.00 i Lading Sognehus - her vil der være mad og drikke og mulighed for at hilse ordentligt på Ida.
Her er en lille hilsen fra Ida:
Jeg hedder Ida Dige Marqvorsen, og jeg glæder mig rigtig meget til at være præst hos jer i Hammel, Voldby og Lading Kirker. Efter mange år på den teologiske skolebænk på Aarhus Universitet er jeg nu færdiguddannet præst, og jeg glæder mig meget til endelig at skulle omsætte al den teori til praksis.
Jeg bor i Aarhus, men kommer fra en lille by mellem Vejle og Juelsminde. Min opvækst betyder, at lokal forankring og nærhed til naturen er noget, jeg sætter stor pris på. Derfor ser jeg også frem til at blive en del af jeres lokalmiljø, og jeg håber, I vil vise mig rundt og gøre mig klogere på, hvem I er. For mig er det smukke ved kirken, at det er et rum og et fællesskab, der er med til at bære os gennem alle dele af livet. Det gælder både de tunge, de glade og de små ting i hverdagen. Derudover synes jeg, at det er spændende at se, hvordan kristendommen kan snakke sammen med andre dele af vores liv, fx film og bøger.
Når jeg ikke er præst, holder jeg meget af at bruge naturen på gå-, cykel- eller vandreture, lave (og ikke mindst spise) ny og spændende mad og bade i havet hele året rundt.
Jeg glæder mig meget til at begynde mit virke og til at blive en del af kirkerne hos jer!
Bedste hilsner,
Ida
Kommentarer